Køge Kommune styrker rottebekæmpelsen med nyt rotteteam

Køge Kommune har indgået en kontrakt med Kiltin A/S, som fremover skal stå for både bekæmpelse og forebyggelse af rotter i kommunen. Når borgere anmelder rotter, rykker virksomhedens specialister hurtigt ud med rådgivning og løsninger.
Den primære metode bliver brug af klapfælder med giftfri lokkemad, mens gift kun anvendes i særlige tilfælde. Derudover benytter teamet to specialtrænede rottehunde, heriblandt Kenzo, til at lokalisere rotter.
Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Anders Gøthe, ser positivt på den nye aftale.
"Vi er glade for aftalen med Kiltin. Det er afgørende for os i Teknik- og Ejendomsudvalget, at vores borgere føler sig trygge og kan få hurtig og kvalificeret hjælp. Samtidig er det også vigtigt for os, at bekæmpelse og den vigtige vejledning om forebyggelse går hånd i hånd," siger Anders Gøthe.
Kommunen opfordrer samtidig borgerne til at forebygge rotter ved blandt andet at opbevare dyrefoder forsvarligt, begrænse adgang til føde og vedligeholde kloaksystemet. Ser man en rotte eller spor efter rotter, skal det anmeldes hurtigst muligt via kommunens hjemmeside eller appen Tip Køge Kommune.
Faktaboks
- Køge Kommune har indgået en ny kontrakt med Kiltin A/S om rottebekæmpelse og forebyggelse.
- Rottebekæmpelsen sker primært med klapfælder og giftfri lokkemad.
- Gift anvendes kun i særlige tilfælde.
- To specialtrænede rottehunde, herunder Kenzo, indgår i indsatsen.
- De fleste rottesager skyldes problemer med kloakken eller let adgang til føde.
- Kommunen anbefaler at opbevare dyrefoder i tætsluttende beholdere, undgå madrester og vedligeholde kloaksystemet.
- En rottespærre kan være en effektiv forebyggende løsning.
- Det er lovpligtigt at anmelde rotter eller spor efter rotter.
- Anmeldelser kan ske via Køge Kommunes hjemmeside eller appen Tip Køge Kommune.






Accepter kun nødvendige cookies