Køge Digelaug er stiftet som ny milepæl i stort kystsikringsprojekt

Køge Digelaug er nu officielt stiftet efter en generalforsamling den 17. juni, hvor medlemmerne valgte den første bestyrelse. Digelauget skal fremover repræsentere de borgere og virksomheder, der får gavn af det kommende Køge Dige.
Stiftelsen markerer en vigtig milepæl i arbejdet med et af Danmarks største kystsikringsprojekter. Når diget står færdigt, overtager digelauget ejerskabet og ansvaret for drift, vedligeholdelse og den langsigtede sikring af anlægget.
"Med stiftelsen af Køge Digelaug tager vi et vigtigt skridt mod at realisere et af de største kystsikringsprojekter i Danmark. Diget skal beskytte boliger, virksomheder og store samfundsværdier mod oversvømmelser, og samtidig sikrer digelauget, at de berørte borgere og virksomheder får direkte indflydelse på anlæggets fremtidige drift," siger Ulrik Sejersdal, formand for Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget i Køge Kommune.
Omkring 170 borgere og virksomhedsrepræsentanter deltog i generalforsamlingen. Under anlægsfasen fungerer Køge Kommune som bygherre, mens digelaugets bestyrelse får en observatørrolle. Projektet afventer fortsat de sidste statslige udtalelser og den endelige politiske behandling. Anlægsarbejdet forventes at begynde i foråret 2027.
Faktaboks
- Køge Digelaug består af de ejendomsejere, der får direkte gavn af den kommende kystbeskyttelse.
- Medlemskab er obligatorisk for bidragspligtige ejendomme.
- Digelauget overtager ejerskabet af diget, når anlægget er færdigt.
- Digelauget får ansvar for drift, vedligeholdelse og fremtidige investeringer.
- Køge Dige skal beskytte boliger for omkring 22.000 borgere samt erhvervsområder og kritisk infrastruktur langs kysten.
- Køge Kommune står for projektering og anlæg af diget samt fører teknisk og økonomisk tilsyn og opkræver bidrag på digelaugets vegne.
- Den nye bestyrelse har konstitueret sig med Rene Engel Kristiansen som forperson og Jacob B. Turman som næstforperson.
- Anlægsarbejdet forventes påbegyndt i foråret 2027, hvis de nødvendige godkendelser falder på plads.






Accepter kun nødvendige cookies